Signe Søjberg Højlt


Click here for English version

Om mig


Min praksis udspringer af scenekunst, hvor jeg har arbejdet tværdisciplinært gennem en årrække. Siden 2021 har jeg udviklet mit arbejde inden for performance, video og installation med et stadig tydeligere aktivistisk udtryk.Gennem gentagelse, rytme og en rituel tilgang arbejder jeg med transformation, hybrider og kontraster.
Mine værker undersøger magt og uretfærdighed, klimakrisen, urørt skov og den måde, mennesker tager kontrol over natur og levesteder.
Jeg arbejder feltbaseret og eksperimenterer med lyd, krop og tilstedeværelse i konkrete naturområder og rum.Mit kunstneriske arbejde hænger tæt sammen med mit politiske engagement i diverse sociale bevægelser.
Jeg har skabt aktivistiske værker, faciliteret samtalesaloner om aktivisme og holdt workshops i fremtidstænkning, hvor deltagerne arbejder med at finde deres egen stemme og handlekraft. For mig er kunst ikke adskilt fra samfundet – den er en måde at tage del i det på.

Projekter


Foto: Emil Nørholm Pedersen

◆ 2025 ◆ Performance ◆ 20-25 min.

Grenebæreren er en lydløs poetisk performance; en omvandrende performance, som med sin enkle koreografi sætter lys på et træs samlede cyklus. Grenebæreren drømmer om grønne trækroner og fuldendt skovliv.Performancen er et billede på mange årtiers fældning af skove verden over; et ekko af hundrede års skovrydning og skovforringelse til fordel for industrielt landbrug og urbanisering.Vores overforbrug af træ har også kostet uerstatteligt dyreliv,
og de planetære grænser er for længst overskredet.
Grenebæreren bærer på ti grene, som kommer fra
by-skoven, Riis Skov, ved Aarhus.


Foto: Markus Hasselgaard.

◆ 2025 ◆ Video ◆ 3:20 min.

Størstedelen af Danmarks skove er gennem tiden blevet ofret til landbrug og byggeri, og der er hele tiden noget der forstyrrer den tilbageværende skov og natur.Som antropomorf skikkelse optræder jeg i en tvetydig fortælling om spirende håb og uerstatteligt tab.Urørt er en slags samtale med min lokale by-skov, Riis Skov.


◆ 2024 ◆ Video ◆ 1:53 min.

The Caterwoman er en hybrid karakter; halvt menneske, halvt larve.
I værket kommer min optagethed af levesteder, (reverse) land-use-change og forandringsprocesser, til udtryk som et udsnit af en larves liv på vej til transformation.


◆ 2024 ◆ Video ◆ 5:13 min.

LAWN WITH A VIEW tager afsæt i begrebet Horizon Scan, en metode, der forsøger at forudse og identificere fremtidige trusler, før de bliver virkelighed. Her rettes blikket mod invasive arter, som i stigende grad udfordrer vores økosystemer.I horisonten toner en menneskelig figur frem, som bliver skudt ned igen og igen. Skuddene stammer fra en readymade digital lydoptagelse af en riffel, bevidst brugt som en fremmed og voldelig kraft i værket.Hvem er den mest invasive art i verden?


◆ 2023
◆ Installation/Skulptur

I installationen Suicidal Snails undersøger jeg forholdet mellem menneske og natur, og hvordan magt udøves over det, vi betegner som “uønsket”. Værket tager udgangspunkt i Miljøstyrelsens opfordring til at bekæmpe invasive arter – arter, der fortrænger den oprindelige biodiversitet og derfor anses som en trussel.Sneglene er sat i scene som symboler på det uønskede, og i Suicidal Snails vender de blikket mod deres egen udryddelse, og tager magten tilbage over den. Ved at vælge deres egen død iscenesætter de en stille, men kraftfuld protest mod den biologiske udryddelseskrig, de er genstand for.


◆ 2022
◆ Installation

I Arriving on the shores of Europe udfolder jeg en kunstnerisk refleksion over migration, ulighed og den menneskelige konsekvens af krig og konflikt.Bag værket ligger en følelse af afmagt og et ønske om at skabe rum for eftertanke. Hvorfor skelner vi mellem flygtningegrupper? Hvorfor hjælper vi ikke bådflygtninge? Hvem bestemmer, hvilke liv der skal reddes?Arriving on the shores of Europe spørger til det inhumane i vores selektivitet.


◆ 2021 ◆ Performance ◆ 10 min.

I det koreografiske værk The Caterwoman -the performance undersøger jeg forholdet mellem menneske og natur gennem en performativ hybrid larvefigur.The Caterwoman er en menneskelignende, neon-grøn larve sendt ud for at finde et nyt habitat.
Udrustet med sikkerhedshjelm bevæger hun sig varsomt og undersøgende ind i menneskenes domæne, en fremmed zone, hvor hendes egen overlevelse afhænger af nye territorier.


◆ 2021 ◆ Video ◆ 7:22 min.

Not sorting stuff out #2 trækker på det tragikomiske som æstetisk greb; her bliver de alvorlige spørgsmål om miljøkatastrofer og menneskets efterladenskaber sat i spil med humor og en handlingens absurditet.Med udgangspunkt i konkrete problemstillinger som dumpning af atomaffald og olierester i verdenshavene, bliver værket en undersøgelse af de spor, mennesket efterlader i naturen.Værket reflekterer over ikke-bæredygtige løsninger, og åbner for en sanselig erkendelse af vores kollektive ansvar.


◆ 2021 ◆ Video ◆ 2:50 min.

Sorting stuff out er mit første videoværk - et interdisciplinært, performativt værk, hvor tyggegummikugler, human beatbox og koreograferede handlinger bliver midler til at undersøge udvælgelse og tilhørsforhold. Hvem bestemmer, hvilken kugle der får en skål? Hvem bliver valgt - og hvem bliver valgt fra?Med en tragikomisk tone sætter værket spørgsmålstegn ved, hvordan vi organiserer vores fællesskaber og relationer - både politisk og menneskeligt.